Musik

Musik er min helt store interesse, både som passiv nyder og som aktiv deltager. At spille på et instrument som amatørmusiker, er ikke det samme som at beherske instrumentet. Det er at kunne deltage i sammenspil med andre ligesindede - og i den gruppe at kunne nyde musikken og samværet om den. Mine instrumenter dækker to tidsperioder, den gamle musik, repræsenteret ved renæssance og barok, og den moderne musik, repræsenteret ved klassisk musik og rock/jazz.

Som barn blev jeg sendt til undervisning først på blokfløjte og senere på klaver, hvilket dog hverken var inspirerende for mig eller læreren. Det var først som voksen at jeg fik lyst til at spille i en blokfløjtegruppe, som vi kaldte for "Blok 5". Som teenager købte jeg en guitar og hamrede på den i et par år. Den blev efterfulgt af andre guitarer, herunder selvbyggede, og efterhånden lærte jeg at spille på Guitar. Det er måske nok et godt instrument for en begynder, der bare skal spille akkorder til sang, men det er et af de sværeste instrumenter overhovedet, når det kommer til klassisk musik.

Men min musikinteresse var vakt, og gennem deltagelse i Sonuskoret kom jeg ind i en spændende verden, der ledte til medlemsskab af CHM, der står for Center for Historisk Musik. Et kursus på Engelsholm viste at der var en verden udenfor guitaren, og jeg blev tændt på at spille Zink. Mange siger, at det er det sværeste instrument af dem alle, men det to da kun et par år at lære en C-dur skala, og et par år til at gøre den udholdelig for andre. Det er da ikke noget at snakke om, når man har spillet Bachs C-dur præludium i sin egen transkription til guitar. En annonce i CHM for et Cembalo pustede liv i en gammel drøm om alligevel at lære at spille på tangenter, men selv om jeg da fik lært en 3-stemmig fuga, måtte instrumentet desværre samle støv. En anden annonce med salg af en Pommer vakte interesse for at prøve kræfter med en anden type blæser, som dog blev brugt en enkelt gang på Engelsholm, og der har også været lagt energi i en barokobo.

Jeg deltager i flere grupper, hvor jeg spiller på forskellige instrumenter.

Og så kan jeg ikke lade være at komponere. "Præludium" er initieret af min daværende klaverlærer på Værløse Musikskole (Søren Law). Han mente at jeg komponerede for "pænt", og han bestilte derfor præludium og fuga i D til aflevering efter sommerferien. Det blev til et præludium med masser af dissonanser, men tonearten ville helst være i Bb. "Solstråle" er min komposition til Hanne, som Kirsten og Per spillede til vort bryllup. Her er en variation over temaet, og Hanne kunne ikke holde fingrene fra det jeg lavede.


Zink

Zinken er nærmest en krydsning mellem en blokfløjte og en trompet. Den spilles på samme måde som en trompet og en basun, ved at stramme læberne (embrochure), men har fingerhuller ligesom en blokfløjte. Tonen er blød og indsmigrende, nærmest som en blød sopransax, et instrument der dækker omtrent samme toneomfang.

Monk Cornetto, 2000

På engelsk og italiensk kaldes instrumentet for respektivt Cornett og Cornetto. Min zink er fremstillet af Christopher Monk, England, som kopi af et museums-instrument. Jeg købte den i 2000 for ca. 8.000 kr og er vældig glad for instrumentet. Min første zink var også fra Monk; det var deres plast zink (resin cornetto), som er et yndet begynderinstrument da det er til at få fat i (ca. 1.500 kr). Jeg stiller gerne min plast zink til rådighed for andre, hvis de ønsker at prøve kræfter med instrumentet og et par stykker har allerede brugt det tilbud.

Historie

Zinken blev udviklet i løbet af middelalderen og fremstod omkring 1450 i den form vi kender den i dag. Dens popularitet toppede omkrig 1550-1650, Renæssancen, hvor zinkspillerene var de højest lønnede i adlens orkestre, men den var stadig meget populær langt op i barokken. Den måtte dog give op overfor det nye instrument, voilinen, der kunne spille i timevis. Instrumentet var obligatorisk for stadsmusikanten og der var tradition for tårnblæsning i Tyskland op i mod vor tid, men desværre blev traditionen brudt, så spillemetoden er ikke videregivet til eftertiden gennem undervisning fra lærer til elev. Forsøg på at genoptage instrumentet strandede ved nogle forsøg med at forbedre zinken ved at tilføje klapper for at lette intonationen; musikken var blevet mere kompliceret i mellemtiden og man spillede ikke længere kun med få fortegn. Forsøget var ikke vellykket og instrumentet blev stort set opgivet. Herefter levede det kun blandt entusiaster, herunder os amatører.

Instrumentet

Zinken er af hårdt træ, typisk en tyk gren af buksbom eller pæretræ (ca. 60 cm langt), der flækkes og udhules. Derefter limes de to dele sammen til et konisk rør og instrumentet omvikles med sortbejdset læder, bl.a. af æstetiske årsager. Læderet har dog flere funktioner: det lukker for utætheder, det styrker den limede samling og det mindsker risikoen for at fingrene glider.

Der er 7 fingerhuller i den nederste (bredeste) halvdel af instrumentet. Grebene minder om en blokfløjte stemt i g, men dybeste tone er a (220 Hz), idet der ikke er noget hul for højre lillefinger; fingeren benyttes kun til at støtte instrumentet. Grebene er uden blokfløjtens finesser med halve huller og alternative greb, idet intonationen foretages med blæseteknikken. Tommelfingerhullet er ikke et overblæsningshul, sådan som ved blokfløjten; instrumentet overblæses ved at stramme læberne og derved ramme en af overtonerne. I princippet skulle alle toner springe op i oktaven og derefter kvinten til oktaven og derefter igen til dobbeltoktaven, men praksis er mere kompliceret: Dybeste tone, a, springer forbi oktaven til b1, derefter til denne tones kvint f2 og så videre til h2.

Fingersætning:

            a2  = x xxx 000
    a1          = 0 000 000
    g#1         = 0 xx0 000
    g1    = g2  = x 0x0 000
    f#1   = f#2 = x x00 000
    f1    = f2  = x x0x 000
    e1    = e2  = x xx0 000
    eb1   = eb2 = x xx0 x00
    d1    = d2  = x xxx 000
    c#1   = c#2 = x xxx 0x0
    c1    = c2  = x xxx x00
    h     = h1  = x xxx xx0
    g - b = b1  = x xxx xxx

Ifølge Prætorius er toneomfanget (ambitus) fra g til d3, så dybeste tone må hentes ind ved at slappe af i læbemusklerne og intonere tonen en stor sekund ned. Den højeste tone, der ligger 2½ oktav oppe, er kun begrænset af blæseren, ikke zinken.

Mundstykke

Zinken findes i flere udgaver, krum og lige, begge med separat mundstykke, samt med indbygget mundstykke (stille zink). Mundstykket er drejet i hårdt træ eller horn og ved tætning til instrumentet benyttes en omvikling med snor. Der findes en hel familie af zinker:

Det største problem ved at blæse zink er at komme i gang på instrumentet. Tonen skal dannes af læberne og der er ikke megen hjælp at hente fra fingrene, sådan som man er vant til med blokfløjten. Fingrene hjælper kun med til at gøre tonen mere stabil og forbedre klangen; man kan sagtens intonere en tone under den tone grebet svarer til. Jeg vil bestemt anbefale at man starter med hjælp fra en professionel hvis lysten går i retning af at spille zink. Selv tog jeg nogle få timer for at lære at blæse korrekt og bruge støtten fra mellemgulvet. Derefter købte jeg en kromatisk tuner (sådan en guitarister og cembalister benytter til at stemme deres instrumenter) og den blev benyttet som en tålmodig lærer i intonation. Endelig har jeg deltaget meget i sammenspil og med jævne mellemrum modtaget instruktion fra professionelle lærere.

Stemning

Zinker stemmer normalt i a1 = 440 Hz og de har ofte spillet sammen med basuner (på engelsk: cornetts and sagbuts). Der findes også zinker i høj stemning, a1 = 466 Hz, som har været anvendt for støtte for korsangere (deraf navnet kor tone). Det vides at zinkister spillede med gamber i a1 = 415 Hz, men der findes ikke vidnesbyrd om zinker i den lave stemning, så zinkisterne har transponeret en tone ned.


Pommer

Pommeren tilhører skalmeje-familien, en gruppe af instrumenter som kom fra Tyrkiet med karavanerne og som i dag er repræsenteret ved oboen. Det er et dobbelt rørbladsinstrumnet, med en kraftig tone. Pommeren findes i flere størrelser, fra diskant til bas, og var populære godt op i renæssancen.

Pommer

Mit instrument er en diskantpommer, sandsynligvis fra Moeck. Den står i c, hvor en autentisk stemning nok havde været i d, men valget er fornuftigt med hensyn til anvendelsen blandt amatører. Udseendet giver ved sin form anelser om en udvikling af instrumentet i retning af oboen.

Det er ikke mit primære instrument. Jeg har den fordi der på et tidspunkt var en til salg og fordi jeg havde lyst til at prøve kræfter med et rørbladsinstrument. For en på mit niveau er ambitus fra c1 til g2, men instrumentet kan spilles til c3 eller deromkring. Instrumentet er i øjeblikket udlånt.


Cembalo

Cembaloet er udviklet op gennem middelalderen, efter at europæerne havde lært at trække stål til tynde tråde, om omkring 1400-tallet havde instrumentet det udseende det har i dag. Det har været et vigtigt instrument for udviklingen af musikken op gennem renæssance og barok, hvor det blev benyttet som generalbas i ensembler, som akkompagnement ved solistisk optræden og som soloinstrument.

Kopi af Flamsk cembalo, Henrik Bøggild Kopi af Flamsk cembalo, Henrik Bøggild

Mit instrument er en kopi af et Flamsk instrument, og er bygget i 1978 af Henrik Bøggild. Det har 52 tangenter og to 8' kor, det ene med lut. Det er stemt i a1 = 440 Hz og veksler mellem Valotti og ligesvævende stemning. Den ekstra tangent til venstre for C er stemt ned til kontra-G og kontra-A ligger på dybe Cis, en allokering der var populær i barokken. Teksten på låget lyder: "Ingenio et labore - Musica letitiæ comes medicina dolorum". Med hjælp fra Google oversættes Ingenio et labore til "By natural ability and hard work", og Musica letitia comes medicina dolorum til "Music is the companion to joy (and) a medicine for sorrows", så det er noget med at "med evner og hårdt arbejde er musikken følgesvend til lykke og medicin imod sorg". Det er desværre ikke mig der spiller på instrumentet. Jeg ville gerne, men det kniber med at få lært teknikken. Heldigvis havde Hanne cembalo som andet instrument i sit studium.


Orgel

Man kan ikke være elektronikinteresseret uden at have et selvbyggerorgel. Jeg byggede det fra omkring 1995 og frem til 2002 som en elektronisk version af et orgelpositiv. Det er et lille, transportabelt orgel (positiv kommer af portativ = transportabel), som i renaissance og barok blev benyttet som støtte til kor og solister; det der normalt kaldes for Basso Continuo; et gennemgående fundament.

Elektronisk orgel, Tore Skogberg

Instrumentet har dog flere registre end et typisk positiv, idet det er lettere at bygge et filter med en håndfuld komponenter, end det er at fremstille 49 piper og at få plads til dem. Der to første registre Gedackt 8 og Fløjte 4 er dannet ved addition af sinussvingninger så klangen er mørk og stille, og efter min mening er det to meget smukke registre. Derefter er der et principalkor med Principal 8, som grundstemmen, med de højere registre Oktav 4, Kvint 2-2/3, Superoktav 2 og Fløjte 1; de er alle lavet ved båndpasfiltrering af tonegeneratorens svingninger, ved brug af en metode som jeg kalder for interpolerende filtre og så vidt vides er helt unik. De sidste tre orgelregistre er kun planlagt, og jeg håber på at kunne inkludere en 16 fod stemme. De sidste to kontakter skal blive til et elektronisk cembalo.

For detaljer henvises til beskrivelsen af mit Orgel.


Guitar

Min fader havde en guitar, som han godt nok ikke kunne spille på, men den introducerede mig til de simpleste akkorder. Jeg købte min første guitar som en ung teenager for 69,85 kr i en forretning, der ellers ikke handlede med instrumenter og hvor ekspedienten ikke viste noget om den. Guitaren spillede jeg meget på, og efter nogle år måtte jeg erkende, at nu kunne jeg ikke længere stemme den. Den var falsk i båndene, så opgaven med at stemme guitaren havde altså i mellemtiden trænet min hørelse. Det var på tide at købe en ny guitar, og det blev en westernguitar, som jeg har hamret på i mange år. Senere kom en halvakustisk guitar til (en elektrisk guitar med resonanskasse) som introducerede mig til rockmusikken, og en basguitar, som jeg spillede på i et lille orkester, der dog ikke levede ret længe.

Akustisk guitar, Zen-On Elektrisk guitar, Hohner

Mine to bedste guitarer ses ovenfor. Begge er købt hos Stokvis i Roskilde, en forretning jeg har handlet meget i, og hvor jeg altid fik forhandlet mig frem til mindst 10 % rabat. Den akustiske guitar tog jeg timer i hos guitaristen Dag Egil Berge, og jeg kom ganske langt; han spurgte mig på et tidspunkt om jeg ville søge ind på konservatoriet. Det sagde jeg nej til, jeg var nyuddannet ingeniør, men jeg har tit tænkt tilbage på hans udmelding. Den elektriske guitar brugte jeg til jazz-sammenspil. Først som duo, sammen med en dygtig jazz-sangerinde, en veninde fra et kor jeg sang i, og siden i en kvartet sammen med min daværende kæreste på bas og venindens mand på saxofon.

Guitaren blev lagt på hylden for henved 10 år siden og har ikke for alvor været fremme i lyset endnu, men det kommer, for det kribler i fingrene. Der skal bare lige være lidt mere overskud af tid.